RØNNE - Ældste deltager i dette års Bornholm Rundt March er 81-årige Grete Skovgaard fra København - og det er hendes sjette tur rundt om øen.
Marchen starter på fredag kl. 11:00 fra Almegårds kaserne i Rønne. Det er 41. Bornholm Rundt March.
- Der er to blandt de 350 startende, der har været med alle år. Det er Niels Peder Jensen, Kolding, og Svend Jørgensen, Brande, der har været med siden den første march i 1976, fortæller primus motor Preben Rasmussen.
Der er 51 bornholmere, der har tilmeldt sig Danmarks længste tredages march, som Bornholm Rundt udgør med sin distance på 125 kilometer.
De 125 km skal tilbagelægges ad afmærkede ruter på sti og vej så nær vandet, som det lader sig gøre. Fredagens mål bliver Kongeskærskolen, hvor de friske gængere bliver indkvarteret på skolen og i Nordlandshallen.
Lørdag kl. 05:30 går starten til 2. etape på 45 km., hvor målet er Nexø Skole.
Søndag kl. 05:30 skal 3. og sidste etape på 50 km klares og hovedparten af de 350 tilmeldte marchgængere vil modtage medaljen, der dette år har Onsbæk, det gamle traktørsted som medaljemotiv.
- Der er dette år 115 nye marchgængere, der vil forsøge at komme rundt inden søndag kl. 18:00, beretter Preben Rasmussen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.