LEDER - Høringssvarene til budget 2027 handler naturligvis om penge. Men læser man på tværs af dem, dukker et andet og måske mere grundlæggende spørgsmål op: Hvad er egentlig planen for Bornholm?
Medarbejdere, fagforeninger og erhvervsliv efterlyser på hver deres område en langsigtet politisk retning. Kritikken bør tages alvorligt.
For et budget er ikke bare et regneark, hvor udgifter skal bringes ned, indtil bundlinjen passer. Budgettet er et af kommunalbestyrelsens vigtigste redskaber til at forme det Bornholm, vi skal leve på om fem og 10 år.
Derfor bør rækkefølgen være klar: Først beslutter politikerne, hvor Bornholm skal hen. Derefter prioriterer de pengene.
Lige nu kan man få det modsatte indtryk. Der foreslås lukninger, færre forebyggende indsatser, ændringer på skoleområdet og kraftige beskæringer af erhvervsindsatsen. Men den samlede fortælling om, hvad der skal stå tilbage, er vanskeligere at få øje på.
Bornholms økonomi kræver svære valg. Netop derfor er en politisk kurs nødvendig.
Det er ikke nok at fortælle bornholmerne, hvad kommunen ikke længere har råd til.
Politikerne må også fortælle, hvad de vil med Bornholm.
Bjarne HansenChefredaktørFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.