VIN & MAD - Vinområdet Gigondas ligger i departementet Vaucluse i hjertet af det sydlige Rhône, ikke langt fra Châteauneuf-du-Pape, Vacqueyras og Cairanne, som tidligere har været omtalt her i spalten. Alle ligger langs bjergkæden Dentelles de Montmirail.
Gigondas er officiel Cru i Rhônes hierarki og deler geologi og varmt klima med naboområderne. Men Domaine de Verquières druer vokser på skråningerne i op til 400 meters højde, og det kan give vinene en særlig friskhed.
Når erfaren vinmager går i gangDomaine de Verquière drives i dag af vinmager og medejer Thibaut Chamfort, der viderefører familiegården i tråd med gamle traditioner. Han har erfaring fra både Frankrig, Californien og Sydafrika og vil løbende forbedre vinenes kvalitet. Målet er at få navnet Domaine de Verquière slået fast hos vinkenderne, og som en begyndelse har han omlagt gårdens 45 hektar til økologi.
Vi har smagt Verquières Gigondas 2023, som er lavet af Grenache (ca. 80%), Syrah, Mourvèdre og Cinsault. Vinstokkene er i gennemsnit omkring 50 år gamle, hvilket giver koncentration og kompleksitet, og druerne høstes manuelt. Grenache vinificeres uden afstilkning, Syrah og Mourvèdre afstilkes.
Traditionel fremstilling og dogVinen laves traditionelt med lang maceration for at give struktur, dybde og lagringspotentiale. Den lagres 14 måneder på 600 liters egetræsfade og lerramforaer. Chamfort blander vinen fra de to, så fadene giver struktur og rundhed, mens amforaerne holder smagen ren.
Det er en kraftig, mørk og krydret vin med smag af modne røde bær, urter og sort peber. Den er fyldig med modne og velintegrerede tanniner og den intensitet, som kendetegner Gigondas, mener leverandøren Amforavin. Vi er ikke uenige, prisen er fuldtud retfærdiggjort med den gode smag.
Alkohol: 15%. Servering ved 16-18 °C. Pris 1 fl. 230,00/12 fl. 207,00 hos Amforavin.
Vinen kan udvikle sig de næste 5-10 år, men kan drikkes nu. Efter dekantering og en en time på karaffel gled et glas af den lækre vin lidt for hurtigt ned. God til and, lam eller vildt – og meget andet.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.