En 60-årig psykisk syg mand er dømt for vold mod en social- og sundhedsassistent på Plejecenter Slottet i Rønne sidste sommer.
Domsmandsretten på Tinghuset i Rønne idømte den 60-årige en behandlingsdom med en længstetid på fem år.
I Retten på Bornholm erkendte den 60-årige sig skyldig i, at han 16. juni omkring kl. 14:40 sidste år slog sosu-assistenten i ansigtet med flad hånd.
Den 60-årige mente, der var formildende omstændigheder, fordi han handlede i affekt og afmagt, da han af uforklarlige grunde var blevet nægtet sin post.
”Det er skete flere gange tidligere,” sagde den tiltalte.
Social- og sundhedsassistenten forklarede som vidne, at der ikke var post i postkassen, men at det viste sig, at brevet lå blandt en bunke andre breve på kontoret.
”Det blev han vred over og slog mig med flad hånd i venstre side af ansigtet… en lussing,” sagde hun.
Efter samråd med sin forsvarer Bo Hansen besluttede den dømte at udbede sig betænkningstid med hensyn til at anke dommen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.