BRK har stillet milliongaranti til efterskole
Arkivfoto

BRK har stillet milliongaranti til efterskole

Bornholms Efterskole har økonomiske problemer

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 8-4-25 - 07:02

RØNNE – Bornholms Regionskommune har stillet en garanti på 1,1 millioner kroner til Bornholms Efterskole.


Garantien, som fremgår af kommunens regnskab, er uændret fra året før og skal dække en del af skolens økonomiske forpligtelser, hvis den ikke selv kan honorere dem.


I slutningen af februar kom det frem, at Bornholms Efterskole står over for økonomiske problemer og har anmodet sine kreditorer om midlertidig henstand i tre måneder.

Ifølge skolens bestyrelse skyldes udfordringerne et faldende elevtal. Henstanden skal sikre den nødvendige likviditet og skabe grundlag for en stabil drift i den kommende tid.


Bornholms Efterskole, tidligere kendt som Blykobbe Efterskole, blev oprettet i 1980 med rødder i arbejderbevægelsen og har siden haft tæt tilknytning til den lokale fagbevægelse og Socialdemokratiet på Bornholm.

Skolen har til huse i en historisk bygning i Blykobbe Plantage udenfor Rønne og tilbyder undervisning på 8. og 9. klassetrin for elever med og uden læsevanskeligheder.

Kommunens garanti udgør ingen direkte udgift, men indebærer en økonomisk risiko, hvis skolen ikke formår at genoprette sin økonomi.





FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU