Droner skal ind i kampen mod måger
De store måger skræmmer turisterne og stjæler deres mad på udendørs restauranter. Arkivfoto

Droner skal ind i kampen mod måger

AF BJARNE HANSEN / Lørdag 30-5-20 - 13:03

RØNNE - Boligforeninger og restaurationer i Rønne er voldsomt plaget af aggressive og nærgående måger.


Nu nævner Bornholms Regionskommune muligheden for at indsætte droner i kampen mod de mange aggressive måger.

De udendørs restauranter på Store Torv hærges hver sommer af store og nærgående måger, som skræmmer turisterne og spiser deres mad.

Torvets affaldsspande er mågesikret, men mågerne holder udkig med serveringsstederne, og er der efterladt en rest på jorden, eller en tallerken, der endnu ikke er fjernet, så tiltrækker det omgående en eller flere måger.


Skydning uden effekt
Kommunen var i en årrække frem til 2012 del af et forsøg sammen med Naturstyrelsen, hvor der var givet tilladelse til at regulere mågerne på Rønne Torv ved skydning.

Kun få måger kunne skydes og det så ikke ud til, at bestanden i området lod sig skræmme og forsøget var uden den ønskede effekt.


Oliering af æg
Nu har droneteknologien gjort det muligt at overhælde mågernes æg med olie, så de ikke kan udruges til unger.

Kommunen oplyser, at den vil stille sig meget positivt i forhold til at afprøve denne reguleringsform. Forudsætningen herfor er, at grundejer indhenter en tilladelse fra Naturstyrelsen til anvendelse af denne reguleringsmetode.

Kommunen henleder opmærksomheden på, at der findes private firmaer, der udfører denne type regulering. Men Bornholms Regionskommune råder ikke over det nødvendige udstyr eller den nødvendige ekspertise til at kunne udføre denne type regulering.




FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU