Ældrerådet er utilfreds med, at Transportministeriet har ophævet en aftale om et ubegrænset antal pensionistbilletter på færgerne til og fra Bornholm.
Ifølge rådets formand Poul Ancher Hansen har ministeriet på baggrund af en klage fra en bornholmsk borger underkendt den aftale, der har været mellem BornholmerFærgen og Ældrerådet vedrørende pensionistbilletter.
- Aftalen har været, at der har været et ubegrænset antal pensionistbilletter på alle afgange på nær otte weekender i højsæsonen. I disse weekender har der kun været pensionistbilletter på den tidlige og sene afgang.
Ministeriet ønsker kun pensionistbilletter i begrænset antal på alle afgange – med andre ord kommer Færgen nu til at styre antallet af pensionistbilletter i henhold til efterspørgsel. Det vil samlet over året betyde færre pensionistbilletter til salg, forklarer Poul Ancher Hansen.
Han oplyser, at Ældrerådet vil tage denne forringelse op til drøftelse på det kommende møde i Trafikkontaktrådet.
Pensionistbillet tilbydes personer, der er fyldt 65 år og førtidspensionister.
Pensionistbilletter til bil tilbydes til én pensionist og én ledsager. Rejsende i bil med pensionistbillet kan gratis medtage børn 0-11 år i bilen - også selvom det samlede personantal overstiger to personer.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.