Forsvarstopmøde på Bornholm

AF Bjarne Hansen / Mandag 10-11-08 - 17:17

Forsvarsminister Søren Gade er vært, når de nordiske, de baltiske og den ukrainske forsvarsminister mødes på Bornholm tirsdag og onsdag.

Der bliver afholdt et nordisk møde den 11. november. Dagen efter afholdes et nordisk/baltisk forsvarsministermøde, hvorefter der afholdes møde med den ukrainske forsvarsminister, Yurii Yekhanurov.

De nordiske forsvarsministre vil på det nordiske møde 11. november drøfte en række aktuelle emner. Især de nordiske landes involvering i kapacitetsopbygning i Afrika samt perspektiverne for en styrkelse af det nordiske forsvarssamarbejde generelt forventes at være fokus for drøftelserne.

På det nordisk/baltiske møde 12. november forventes samarbejdet med det vestlige Balkan og Ukraine at blive centrale emner. Bl.a. antages de nordiske og de baltiske landes støtte til omstillingen af det ukrainske forsvar.

Herudover vil blandt andet erfaringerne fra deltagelsen i internationale operationer, bl.a. i Afghanistan og Kosovo, være på dagsordenen.


Bjarne Hansen


FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU