RØNNE – 56-årige Annemarie Hellebek er blevet ansat som ny vicedirektør på Bornholms Hospital fra 1. maj, oplyser Region Hovedstaden.
Hun kommer fra en stilling som enhedschef for Kvalitet og Patientsikkerhed i Center for Sundhed i Region Hovedstaden.
Annemarie Hellebek er speciallæge i klinisk farmakologi og ph.d., og har siden sin eksamen som læge i 1989 fra Københavns Universitet, arbejdet på flere hospitaler i København og i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Annemarie er ekstern lektor ved Københavns Universitet og ekspert for den Europæiske Lægemiddelstyrelse inden for patientsikkerhed. Desuden har hun siden 2007 været bestyrelsesmedlem i en almennyttig fond.
Annemarie Hellebek, som har været konstitueret i stillingen siden 1. januar, bor i Farum med sin ægtefælle Torben, der er praktiserende læge.
- Med Annemarie får hospitalet en erfaren leder og kliniker, ikke mindst indenfor kvalitet og patientsikkerhed. Annemaries profil og interesse for inddragelse af patienter og borgere, passer rigtig godt til den strategiske retning, som vi har lagt for Udviklingshospital Bornholm. Jeg glæder mig meget til samarbejdet og er overbevist om, at Annemarie bliver et aktiv for Bornholms Hospital, siger hospitalsdirektør Niels Reichstein Larsen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.