Rønne forbereder 700-års jubilæum
Arkivfoto

Rønne forbereder 700-års jubilæum

Rønne-Knudsker Byting vil samle byens foreninger til at fejre begivenheden

AF BJARNE HANSEN / Fredag 21-3-25 - 05:21

RØNNE – I 2027 kan Rønne fejre et markant historisk jubilæum: 700 år som købstad. Forberedelserne er allerede i gang, og Rønne-Knudsker Byting inviterer alle foreninger i Rønne og omegn til et informationsmøde onsdag den 9. april kl. 19:00 i Rasch Pakhus.


Formålet med mødet er at orientere om de igangværende forberedelser og skabe mulighed for koordinering og gensidig inspiration blandt byens mange frivillige aktører.

Rønne fik sin købstadsstatus i 1327, og den seneste store fejring fandt sted i 1977, hvor byen markerede sit 650-års jubilæum med stor deltagelse fra både kommune og borgere.


– Dengang var det Rønne Kommune, der tog initiativet, med borgmesteren som central skikkelse i festlighederne, fortæller Jens Christian Olsen, formand for Rønne-Knudsker Byting.


Siden da er Bornholm blevet én samlet kommune, og der er ikke længere en særskilt Rønne Kommune til at stå for fejringen. Derfor er det nu frivillige kræfter, der må tage teten.

Rønne Handelsstandsforening, Skt. Nicolai Kirke og Rønne Havn er blandt de aktører, der allerede har sat gang i planlægningen af en samlet jubilæumsuge i slutningen af maj 2027.


Men året har 52 uger – og der er god plads til flere initiativer.

– Vi håber, at mange foreninger vil møde op den 9. april og være med til at skabe et mangfoldigt og festligt jubilæumsår, lyder opfordringen fra Jens Christian Olsen.





FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU