CYKLING – BHS – PL Beton Bornholm fortsætter deres stærke kørsel i det franske etapeløb Kreiz Breizh Elites. Søndag vandt Niklas Larsen 2. etape efter en intens og taktisk afslutning, hvor han først var del af et tidligt udbrud og senere afgjorde det hele i en tremandsgruppe.
Etapen bød på hårdt terræn og aggressiv kørsel fra start, hvor holdet fra Bornholm tidligt satte sig i scene. Først med Niklas Larsen i front med tre andre ryttere, siden kom både Emil Schandorff og Marcus Sander afsted i en anden gruppe, som smeltede sammen med fronten.
Niklas Larsen stak endnu engang af og var i finalen med én anden rytter, inden en tredje sluttede sig til. Men Larsen ventede ikke på nogen i spurten – han åbnede fra front og holdt hele vejen til målstregen.
I klassementet ligger Niklas Larsen nu på 3. pladsen – blot ét sekund fra førertrøjen. Emil Schandorff er nr. 10, kun 24 sekunder efter, mens Marcus Sander også er med fremme, under et minut fra løbets leder.
Holdet går dermed ind i sidste etape som seriøse bejlere til den samlede sejr.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.