Kritikerne af NaturBornholm fik ret. Desværre
LEDER - Da NaturBornholm blev etableret i slutningen af 1990'erne, var modstanden så stor, at lokale kræfter dannede Aakirkeby Borgerliste – blandt andet i protest mod projektet.
Listen frygtede, at skatteyderne med tiden ville komme til at betale regningen.
Det var ikke nogen tosset bekymring.
Borgerlisten fik to mandater i Aakirkeby Kommunalbestyrelse. Siden forsvandt kommunen ved kommunesammenlægningen, men regningerne fra NaturBornholm gjorde ikke.
Bornholms Regionskommune har betalt 42,5 millioner kroner for at indfri det oprindelige lån til opførelsen. Og kommunen betaler nu årligt til driften.
Næste år foreslås driftstilskuddet hævet fra 1.094.000 til 1.729.000 kroner – en stigning på 58 procent.
NaturBornholm er en selvejende institution og en vigtig attraktion. Men det er stadig rimeligt at spørge, hvorfor skatteyderne skal sikre økonomien.
For mere end 25 år siden frygtede kritikerne netop, at kommunen en dag ville komme til at hænge på regningen.
Det er svært at hævde, at den frygt var ubegrundet.
Bjarne HansenChefredaktørFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.