HASLE – Der er på ny konstateret forurenet drikkevand fra Hasle Vnadværk. Derfor er der udsendt kogeanbefaling i Hasle og Klemensker vandværkers områder.
Driftsleder Per Hald, Bornholms Energi og Forsyning, oplyser, at ved opfølgende kontrol efter drikkevandsforureningen ved Hasle Vandværk er der i den seneste prøve fra ledningsnettet i Nyker fundet forurening. Analyserne fortæller dog ikke om der er konkrete sygdomsfremkaldende bakterier i drikkevandet.
Bornholms Regionskommune, Teknik og Miljø, har drøftet situationen med Embedslægen, og besluttet at give Bornholms Energi og Forsyning påbud om straks at sende kogeanbefaling ud til forbrugerne i Hasle og Klemensker vandværkers områder.
På nuværende tidspunkt er det uklart, hvorfor der i prøven fra Nyker er fundet et højt kimtal, og derfor har kommunen og Embedslægen ud fra et sikkerhedsprincip valgt at kogeanbefalingen skal gælde alt vand fra Hasle Vandværk, og dermed også Klemensker Vandværk som aftager en delmængde.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.