LEDER - Det er naturligvis glædeligt, at Bornholms Politi nu kan klare sig uden at hente betjente fra andre politikredse. Men bag den gode nyhed gemmer sig en mindre betryggende virkelighed.
Af politikredsens cirka 75 betjente er 17 ansat gennem den såkaldte fast track-ordning. Det betyder, at mere end hver femte betjent er kommet til Bornholm for en periode på to år med udsigt til lettere at kunne skifte til en ønsket politikreds.
Ordningen virker. Det skal ingen tage fra den. Men det er tankevækkende, at Bornholms Politi er så afhængig af medarbejdere, som i mange tilfælde allerede ved ansættelsen har planer om at rejse videre.
Fast track er en udmærket nødløsning. Men det må ikke blive en sovepude for Rigspolitiet og politikerne på Christiansborg.
Bornholm har brug for betjente, der kommer for at blive. Ikke kun betjente, der kommer for at komme videre.
Bjarne HansenChefredaktør
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.