Med yderligere store besparelser er det kun rimeligt, at borgerne får indsigt i udgifterne til administration
LEDER - Bornholms Regionskommune bruger 9.075 kr. pr. indbygger på administration og ledelse. Det er ikke nødvendigvis for meget. Men ved vi egentlig, hvad pengene går til?
En tidligere analyse fra BDO viste, at kommunens administrationsudgifter lå 11 procent over det forventede niveau, selv når der blev taget højde for de særlige lokale vilkår.
Det bør give anledning til spørgsmål.
Hvor mange penge bruges på ledelse, konsulenter, møder og intern administration? Hvor kan der effektiviseres? Og hvorfor koster administrationen mere her?
Når politikerne kræver besparelser på den borgernære velfærd, må de også kunne dokumentere, at kommunens egen organisation drives effektivt.
Det kræver mere end uigennemskuelige budgetter og regnskaber. Det kræver en åben og forståelig redegørelse for, hvordan pengene bruges.
Der kan være udmærkede forklaringer på udgifterne. Så lad os få dem frem.
Vi skal ikke gætte os til, hvad vores skattekroner bruges til. Vi har krav på at vide det.
Bjarne HansenChefredaktørFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.