Hvad betyder det for miljøet, at Bornholms affald skal transporteres væk fra øen, vil vi vide
LEDER - Når BOFA lukker sit forbrændingsanlæg i 2032, skal endnu mere af Bornholms affald sejles væk fra øen.
Det betyder flere lastbiler med affald på færgerne til Køge. Ifølge BOFAs beregninger vil den ekstra transport svare til omkring 4 procent af den nuværende godsfærgekapacitet.
Det er ikke nogen ubetydelig mængde.
Bornholm er i forvejen fuldstændig afhængig af færgerne. De skal sikre forsyninger til øen og transportere varer fra de bornholmske virksomheder til resten af landet.
Nu skal der også findes plads til endnu mere skrald.
Det rejser et ganske naturligt spørgsmål: Er det virkelig den mest fornuftige løsning?
Vi taler meget om grøn omstilling, bæredygtighed og begrænsning af unødvendig transport. Alligevel lægger vi op til en fremtid, hvor affald skal køres til Rønne, sejles over Østersøen og transporteres videre til behandling.
Det kan sagtens vise sig at være den bedste løsning. Men så skal vi også kende regnestykket.
Hvad koster transporten? Hvad betyder den for miljøet? Og hvad sker der med færgekapaciteten, hvis godstrafikken i øvrigt vokser?
I 2032 vil en ny færgekontrakt være trådt i kraft. Derfor er det endnu uvist, om der bliver kapacitet nok.
Bornholm har særlige geografiske vilkår. Det bør også afspejles i de beslutninger, der træffes om øens affald.
For det er ikke nødvendigvis god miljøpolitik at flytte problemet til den anden side af Østersøen.
Bjarne HansenChefredaktørFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.