JUL - Gennem tiderne har der været megen overtro knyttet til julen, og går vi nogle hundrede år tilbage i tiden, blev julenat mange steder opfattet som en meget farlig tid.
Frygten havde ofte rod i de gamle hedenske skikke, og julenat var der grund til at være forsigtig og tage alle mulige forholdsregler.
For at jage onde væsener bort, hængte man kors af halm op på væggene, og der blev slået kors med fingrene for alle dørene. Man slæbte halm ind i stuerne, for så kunne alle sove sammen og dermed føle sig mere sikre.
Dyrene i stalden skulle også så godt som muligt beskyttes mod det onde, og derfor blev der malet kors på vinduer og døre, og ved at gnide køernes tænder med sod og salt blev de beskyttet mod det onde.
Det var de færreste, der turde begive sig ud i stalden ved midnatstid julenat, for da mente man, at dyrene rejste sig op og talte som mennesker.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.